David Byrnes tungetale

Det er ikke svært at gennemskue, hvilke kunstnere Roskilde Festival har booket på årets festival for også at lokke folk over 40 år til: David Byrne, Gorillaz og The Cure.

Både Byrne og Damon Albarn & Co spillede på festivalen i 2018, og The Cure spillede i 2019, så det er ikke ligefrem opfindsomhed, der trykker de programansvarlige, når det gælder om at fedte for Gammelfar. Men hvis man ikke har set David Byrne, er det et vigtigt flueben at sætte og trods alt det tætteste, man kommer Talking Heads, som ikke har udgivet et album siden 1988 og ingen planer har om gendannelse.

Siden Groovy bragte artiklen herunder i 2018, har bandet dog rørt lidt på sig. I forbindelse med 2023’s repremiere på “Stop Making Sense” fra 1984 – Jonathan Gemmes berømte koncertfilm, der fangede bandet på turné med succesalbummet “Speaking In Tongues” – stillede alle fire medlemmer op til promovering af filmen og virkede nu og da ligefrem, som om de hyggede sig sammen. Drømmen om en gendannelse er dog stadig illusorisk. David Byrne har travlt med sin solokarriere og udgav nyt så sent som i 2025.

Herunder følger historien om David Byrne og Talking Heads fortalt gennem syv David Byrne-citater og et enkelt fra de andre medlemmer af bandet.

BLIVER TALKING HEADS GENDANNET?

“Jeg får altid at vide, at jeg skal gøre det. Og det er ligesom at få fortalt “Du burde finde sammen med din første kone igen – I var så gode sammen.” Jeg tror, de fleste mennesker ville takke nej til sådan et tilbud.”
Svar på det evige spørgsmål om Talking Heads bliver gendannet. The Guardian, 2011.

David Byrne, Tina Weymouth, Chris Frantz og Jerry Harrison udsprang af punkscenen i New York og spillede første gang under navnet Talking Heads på spillestedet CBGB i 1975 som opvarmning for The Ramones. De udgav otte studiealbum fra 1977-1988 samt det legendariske live-album “Stop Making Sense”. Brian Eno producerede sammen med bandet “More Songs About Buildings And Food” (1978), “Fear Of Music” (1979) og “Remain In Light” (1980). Bandets sidste indspilning var nummeret “Sax And Violins”, der findes på soundtracket til Wim Wenders’ “Until The End Of The World” fra 1991.

HISTORIEN BAG “PSYCHO KILLER”:

“Jeg vidste, at det var det, jeg skulle. Jeg var nødt til at tage det skridt, komme op foran mikrofonen og være den nervøse person foran andre mennesker. Få det ud i sangene, så du ikke behøver at slå nogen ihjel i det virkelige liv.”
“Later with Jools Holland” på BBC, 1994.

Med godt 732 millioner afspilninger er “Psycho Killer” det mest populære nummer med Talking Heads på Spotify. Tidlige versioner stammer tilbage fra 1974, da de fire optrådte under navnet The Artistic. Da sangen kom som single i 1977 afviste Talking Heads således, at sangen spekulerede i Son of Sam – alligevel blev den kædet sammen med seriemorderen, der i løbet af et år fra 1976-1977 skød seks og sårede ni mennesker i New York City. Senere blev seriemordere som bekendt dyrket vidt og bredt i kunsten bl.a. i Bret Easton Ellis’ “American Psycho”, hvor en af nøglesætningerne er “And as things fell apart, nobody paid much attention” – en linje, der er lånt fra en anden Talking Heads-sang nemlig “(Nothing But) Flowers”. Coveret på billedet er den franske single fra 1978.

VERDENS BEDSTE KONCERTFILM?

“Jeg synes, filmen og showet viste, at en popkoncert kunne være en slags teater – ikke på den prætentiøse måde, men forstået sådan, at det kunne være visuelt og på en måde også dramatisk sofistikeret, og man kunne stadig danse til det.”
Om koncertfilmen “Stop Making Sense”. Time Magazine, 2014.

Den senere Oscar-vindende instruktør Jonathan Demme var forholdsvis ukendt, da han spurgte Talking Heads, om han måtte lave en koncertfilm med dem i kølvandet
på deres kommercielle gennembrud med lp’en “Speaking In Tongues” og top 10-hittet “Burning Down The House”. Bandet finansierede selv den nyskabende film, hvor Byrne bar et overdimensioneret jakkesæt, der voksede sig fra stort til gigantisk i løbet af koncerten. Filmen blev filmet i Hollywood Pantages Theater, og med på scenen var også fem sorte musikere heriblandt Parliament/Funkadelic-legenden Bernie Worrell på keyboards og guitaristen Alex Weir fra The Brothers Johnsons’ band. To år senere i 1986 debuterede Byrne som filminstruktør med “True Stories”. Filmen fik repremiere i 2023.

SOLOPLADER & SAMARBEJDER:

“Jeg ville ikke kunne skrive de samme slags sange, som jeg gjorde dengang. Jeg er ikke den samme person, og man har ikke de samme ængstelser og lidenskaber, som man havde, da man var i tyverne.”
Om den evige sammenligning med sangskrivningen i Talking Heads. The Talks, 2013.

Mens David Byrne var i Talking Heads, lavede han med Brian Eno lp’en “My Life In The Bush of Ghosts”, der blev regnet som nyskabende for sin brug af samples, bl.a. af religiøs sang og musik. Efter bruddet med Talking Heads har han jævnligt udgivet soloplader, senest “Who Is The Sky” fra 2025, samt filmmusik og samarbejder med bl.a. St. Vincent og Brian Eno nok en gang.

BANEBRYDENDE KONCERTFORMATER:

“Jeg glæder mig. Det er det mest ambitiøse show, jeg har lavet, siden de koncerter, der blev filmet til “Stop Making Sense”, så kryds fingre.”
Om “American Utopia”-turnéen, som var forbi Roskilde Festival i 2018. davidbyrne.com.

I starten af 2018 var David Byrnes kalender spækket med koncerter i USA og Sydamerika, og henover sommeren var det i Europa, at hans trup af lysegrå jakkesæt optrådte med det banebrydende trådløse show. Amerikanske anmeldere kaldte koncerterne “fænomenale” og talte om, at Byrne “genopfandt rockkoncerten” og “levede op til sin legendariske status”. Da den dengang 65-årige David Byrne gik på scenen i bare tæer på Roskilde Festival, var det for at blande sangene fra “Amerian Utopia” med Talking Heads-klassikere som “Once In A Lifetime” og “This Must Be The Place”. Senere blev forestillingen en succes på Hudson Theatre på Broadway i New York.

LUAKA BOP & VERDENSMUSIKKEN:

“Jeg forlod Luaka Bop for måske ti år siden – det tog for meget af min tid og mine penge og mit hus. Men pladeselskabet fortsætter. Og de har lavet skønne ting, bl.a. dette album med den afrikanske elektroniske musiker William Onyeabor for få år siden.”
Om det world music-baserede pladeselskab, han stiftede i 1988. Pitchfork, 2018.

Talking Heads var inspireret af nigeriansk afrobeat f.eks. på “I Zimbra” fra 1979 og “Fela’s Riff”, et outtake fra “Remain In Light” fra 1980. Og den generelle interesse for world music tog fart i 1980erne. Paul Simon indspillede sit mesterværk “Graceland” med sydafrikanske musikere. Peter Gabriel var medstifter af WOMAD-festivalen, der fejrer verdens mangfoldighed inden for musik, kunst og dans. Gabriel stiftede også Real World Records i 1989. Året efter lancerede David Byrne sit pladeselskab Luaka Bop i New York. Labelet udgav hans første fem soloalbum efter Talking Heads og har i årenes løb præsenteret et bredere publikum for navne som Tim Maia, Shuggie Otis og de senere år William Onyeabor og Alice Coltrane.

DER ER OGSÅ GODE NYHEDER I VERDEN:

“Når vi har brug for selvterapi og for at hjælpe os selv, leder vi efter grunde til at være optimistiske – og finder dem.”
Fra foredraget “Reasons To Be Cheerful”, som bl.a. kunne høres på Københavns Hovedbibliotek i 2018.  reasonstobecheerful.world, 2018.

Bycykler, cykelstier, vindmøller, biblioteker og musik som alternativ behandling for stofmisbrug – og frem for alt civilt engagement og lokale initiativer en del af ”Reasons To Be Cheerful”. Projektet tager navn efter Ian Durys sang fra 1979, hvor den engelske sangskriver, der excellerede i cockney-slang, glædede sig over nogle lidt andre ting end Byrne: “Buddy Holly, Good Golly Miss Molly, Hammersmith Palais og the Bolshoi Ballet. Seeing Piccadilly, Fanny Smith and Willy…”  

HVAD SIGER DE ANDRE I TALKING HEADS?

“Jeg kan ikke se, hvorfor der ikke skulle være en reunion. På den anden side har jeg ikke tænkt mig at sidde og holde vejret, for livet fortsætter. (…)Vi ville alle elske at gøre det, men vi kan ikke gøre det uden David.”
Tina Weymouth om de andre medlemmers syn på en gendannelse af Talking Heads. Rolling Stone, 2013.

Tina Weymouth og Chris Frantz har været mand og kone i godt 40 år og begyndte i 1981 at lave deres egen musik under navnet Tom Tom Club. I 1996 gik de tre andre medlemmer sammen under navnet The Heads og udgav albummet “No Talking, Just Head” med forskellige forsangere bl.a. Debbie Harry (Blondie) og Gordon Gano (Violent Femmes). Talking Heads spillede sidste gang sammen i 2002, da de blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame.