Om lidt bliver her stille

Når vi taler populærmusikkens største sangskrivere, befinder Paul Simon sig i en af de få penthouselejligheder øverst oppe i det, Leonard Cohen kaldte “The Tower Of Song”. 

Lørdag aften var jeg så privilegeret at sidde på 15. række midtfor i Falkoner Salen og fik herfra sat et vigtigt flueben til den første af Paul Simons to koncerter på Frederiksberg. I 2018 fik jeg ikke billetter til afskedskoncerten i Royal Arena, og jeg har ærgret mig lige siden. Nu fik jeg så helt uventet chancen igen, for hverken fremskreden alder, pandemi, tab af hørelse eller en større rygoperation har afholdt Paul Simon fra at tage en, må man formode, allersidste omgang i manegen. 

Jeg har siden teenageårene været stor fan af Paul Simon. Som pladesamler har jeg naturligvis alle Simon & Garfunkels plader, men selv om nogle af de smukkeste sange, der nogensinde er skrevet, befinder sig på dem, hører jeg dem sjældent – der er et lidt studentikost skær over dem, synes jeg, og så har jeg bare et generelt problem med Art Garfunkels patosfyldte vokal. 

Så for mig har det primært handlet om de tidløse soloplader fra 1970erne og frem til “Rhythm Of The Saints” fra 1990 – måske lige pånær  “Hearts And Bones” fra 1983, men det skulle aftenens koncert lave om på…
Efter 1990 har jeg lyttet jeg lidt med, når der en sjælden gang kom nyt, men jeg har ikke rigtig fattet interesse længere. Heller ikke ved hans seneste udgivelse fra 2023, “Seven Psalms”, som ellers startede aftenens koncert.

Det 33 minutter lange opus om liv, død, håb, tvivl og tro blev opført i sin helhed. Dog først efter at publikum havde sat sig ned efter flere minutters stående ovation i mødet med den levende legende. Paul Simon indtog scenen i koksgråt jakkesæt med vinrød T-shirt indenunder. Han tog taknemmeligt imod hyldesten, roste vores smukke by, som han har besøgt mange gange, og bekendtgjorde så, at han efter fremførelsen af “Seven Psalms” ville spille “a bunch of hits” samt nogle mindre kendte sange, som han havde nydt at indspille i sin tid.

“Seven Psalms” hører ikke til blandt Simons stærkeste udspil, men viste sig at være en perfekt måde at starte koncerten på. Man fik i ro og mag lejlighed til at lære musikerne at kende, som han havde med på scenen. Samtidigt blottede det avancerede værk fra start Paul Simons efterhånden noget skrøbelige stemme, som dog blev varmet op undervejs. 

Det var således også en meget ærlig start på aftenen. Til hans store ros var det 12 mand store band ikke med for, at han skulle have nogle at gemme sig bag – et ellers velkendt trick i bogen for aldrende artister. Måske grundet Simons problemer med hørelsen, der har tvunget ham til at lære at synge og spille påny, leverede hans musikere stille og afbalancerede bidrag under hele koncerten. Man kunne kritisere dem for ikke at trykke den af, men det generede på ingen måde mig. 

Han dukkede heller ikke op med et andenrangsorkester, som man også ofte ser, når store artister skal cashe ind en sidste gang og forsøde alderdommen. Paul Simon er berømt for at omgive sig med verdensklasse musikere, men også for sin kompromisløse brug af dem. Paul Simons hustru, sangerinden Edie Brickell, kom således først på scenen i de to sidste numre i første sæt. Og vi var knap to timer inde i koncerten, før den legendariske trommeslager Steve Gadd satte en decideret trommestik på skindet – op til da foregik hans bidrag alene med whiskers og forsigtigt spil på bækkenerne.

Sidstnævnte foregik efter pausen, hvor Paul Simon gik på scenen i baseballkasket, skriggul T-shirt med en vinrød cowboyskjorte udover, lyse jeans og chelsea boots. Her i andet sæt lagde Simon ud med titelnummeret fra det højenergiske mesterværk “Graceland”. Det blev leveret i en afdæmpet, men tilpas gyngende udgave, og længere frem på scenen kom nu også bandets to sorte musikere, hvoraf den ene er bassisten Bakithi Kumalo fra det originale “Graceland”-orkester. Alt andet ville også være mærkeligt, når det nu gælder det historiske album, der delvist blev indspillet i Johannesburg, mens Sydafrika stadig var underlagt apartheid. 
Herefter fulgte “Slip Slidin’ Away”, hvor Paul Simon nåede den høje tone på “slip sliiiiiidin’”, og en ro bredte sig i salen med visheden om, at stemmen stadig var der – og nu også var varmet ordentligt op. 

Paul Simon kunne have spillet hits frem til midnat denne aften, men allerede i tredje nummer kom han ud i yderkrogene af sangkataloget og spillede den knap så endte “Train In The Distance” fra 1983’s “Hearts And Bones” – et kommercielt flop efter Paul Simons målestok, selv om pladen faktisk befandt sig 18 uger på Billboard 200. 

Sangen handler om skilsmissen fra hans anden kone, skuespilleren Carrie Fisher (Prinsesse Leia fra “Star Wars”). Senere fulgte to andre fra samme plade: “The Late Great Johnny Ace”, hvor et af hans teenageidolers død flettes sammen med mordene på John F. Kennedy og John Lennon. Vi fik også den dybt originale perle af en kærlighedssang, “René And Georgette Magritte With Their Dog After The War” – kun Paul Simon kan få en sang ud af en lang billedtekst til et gammelt fotografi af en surrealistisk maler og besjæle den med så meget ånd, nærvær og poesi. 

Bonusinfo: “Hearts And Bones” skulle egentlig have været et genforeningsalbum for Simon & Garfunkel, men Simon fandt sangene for personlige til det formål og fortrød. Det pissede Art Garfunkel af og førte til endnu et af de utallige skænderier for det notorisk dysfunktionelle makkerpar. Herefter slettede Paul Simon alle Garfunkels vokaler fra albummet. 

Men selvfølgelig skulle Simon & Garfunkels sangskat genbesøges denne aften på Frederiksberg. Først med “Homeward Bound”, der i sin længsel og her i livets efterår lød som hans “My Way”.
Kort efter kom Edie Brickell på scenen for anden gang for at udfylde Linda Ronstadts part i duetten “Under African Skies” fra “Graceland” – det gjorde hun, så man fik lyst til at høre mere fra sangskriveren, der selv havde en lovende karriere i slutningen af 1980erne og bedst huskes for hittet “What I Am”. Hun genoptog i øvrigt karrieren med sit band, The New Bohemians, i 2006 – formentlig efter at have helliget sig familielivet med Paul Simon, mens deres tre fælles børn var små – og har siden udgivet flere plader.

Blandt de mere obskure indslag var også to numre fra “Rhythm Of The Saints” – et glimrende album, som dog led under den umulige opgave, det var for Simon, at følge op på succesen med “Graceland”. 

Og netop som det hele måske gik lidt for meget efter planen, skete det guddommelige fuck-up, der løsnede stemningen yderligere på scenen og blandt publikum. Paul Simon begyndte at introducere Steve Gadd og hans berømte trommeintro til “50 Ways to Leave Your Lover” – det var bare ikke den sang, de skulle spille! Det fik Simon ud i en længere overvejelse om alder og om, hvorvidt det her var det første tegn på, at han ikke længere kunne huske. Han stolede dog på, at det søde publikum ville tilgive ham og lagde så salen ned med et stort rungende: “Thank you, Amsterdam!”

Blandt de tre ekstranumre kom så “50 Ways To Leave Your Lover”. Og som altid, når Steve Gadd er bag gryderne, sidder der hardcore fans i salen, som har ventet på netop dette øjeblik. I trommeverdenen er Steve Gadd så stor, at du kan bruge en hel aften på YouTube på at se tromme-tutorials, hvor introen til netop denne sang bliver dissekeret. Ingen spiller den dog så ubesværet som Gadd selv. Selv om legenden efterhånden er blevet 81 år, spiller han partiet så ubesværet, at det mest af alt ser ud, som om han sidder og hækler eller pakker flødekarameller ud af papiret. 

Til sidst kom endnu en genistreg fra Simon & Garfunkel-tiden: “The Boxer” med en række forløsende “lie-la-lie”-omkvæd som fællessang – og som publikums rørende afsked med en af de allerstørste. 

Til den uigenkaldeligt sidste fremkaldelse gik Paul Simon alene på scenen med sin guitar. Da han for et par uger siden gæstede det amerikanske talkshow “Late Show” med Stephen Colbert, blev han bedt om at beskrive resten af sit liv med fem ord. “Not that much longer…” svarede han efter lidt betænkningstid og jokede med, at det var så fremskredent, at han ikke engang kunne finde på fem ord.  

Nu stod han alene på scenen med sin guitar og sang “The Sound Of Silence”. 

Men der er heldigvis ikke helt stille endnu.

Paul Simon fortsætter sin europaturné frem til maj, hvorefter han spiller i USA i juni og juli.